Nyslätt - simpel Living

IN THE BIG WOODS OF SWEDEN

Hey Nabo, må jeg låne 1000kr

Arbejdsopgaven i denne uge, har heddet `5 år efter...`
Det har været en hård opgave. Især, fordi jeg har lavet de her opgave, alt for mange gange i mit liv. - og det er stadig de samme ting, jeg har set i mine fremtids briller.
Hvad er det, så der har stået i vejen, for denne udvikling.
Et af mine spøgelser i mit liv, angsten for, at stå alene. Psykisk alene.
Denne angst, har gjort, at jeg har rykket mine grænser. Jeg har ikke sagt farvel i tide. Hverken til ting, eller relationer. Jeg har ladet både, ting og relationer, fylde mit liv. Hvor jeg skulle have vinket farvel.
Frygten for afvisninger, har været en kæmpe faktor i min udvikling.
Frygten for, afvisninger, har gjort, at jeg bøjer af, lader mig nøjes, ikke lytter til mig selv. Dette har så afsted kommet, et lavt selvværd, forkvaklet forhold til mig selv. Søgt trygheden i min bedste ven, maden. Det har været et arbejdspunkt i de sidste 3 år år. Jeg har arbejdet med det, igennem de forskellige gruppe forløb jeg har været tilknyttet. Dels i forhold til min ADHD, men også min spiseforstyrelse, og den gruppe jeg går i, hvor vi arbejder med BED. - Men det var for alvor, da jeg opdagede Mettes Univers.
Det hele gav bare så meget mening, og alt sammen formidlet, på en helt jordnær måde.
Det, at løfte sig op. Er det nye sorte.
I denne uge, satte jeg, alt ind på arbejdet, med afvisning.
I Mette´s klub, fandt jeg 3 gamle ugetræninger. Som jeg har lyttet til, og arbejdet, målrettet med.
Jeg Føler, jeg har opnået en forståelse, og jeg nået et stort skridt videre.

Som inspirations video, har jeg på YouTube hørt, Jia Jiang, What I learned from 100 days of rejection.
Øvelse gør mester siges det. Så en del af øvelserne i denne ugetræning, har handlet om, at opsøge afvisningerne.
I denne uge skal jeg søge afvisning 3 gange. Du kan sige til din nabo: hej vil du ikke pudse mine vinduer? Eller må jeg låne 1000kr? Eller måske giver du ikke en pizzA? Kun fantasien sætter grænser for hvad og hvem du skal spørge...

Grå engle og velsignelser

I januar 2016, sagde min krop og sind stop.  Det gjorde den, noget så eftertryggeligt. Det var sket, glidende. For hver dag, blev der lagt lidt til. Der var sket ting, der var med til, at hobe sig op i mig. 
Jeg mistede min far året før. Det kom pludseligt og meget hurtigt. Det var uventet, trods han var en gammel mand. Helt tom, følelsen af forladt hed. rev og sled i mig. Ønsket om, bare, at blive væk. Sove fra det hele, blive væk. Var grundfølsen, i mit liv. jeg var fyldt op af tankermylder, og aldrig ro. Mine tanker larmede, som en 7 sporet motorvej.  Jeg læste en kandidat i pæagogisk filosofi, på det tidspunkt. Samtidig blev der presset, ni hundehvalde og 3 voksnehunde, en december tur til Warszawa med Morten, Eksamensopgaver, et forhold der tærede meget på mig. Jeg måtte give op, melde pas og tog imod al den hjælp jeg kunne få. 
Det eneste jeg, havde som et helt klart mål. Jeg ville, have det bedre. Jeg ville, for første gang i mit liv. Virkelig tage mig selv alvorlig, stille op for mig selv, så måtte tage så længe som det nu måtte tage. 
medicinen, hjalp ikke synderligt. Der måtte noget mere til. Psykologen, sendte mig til udredning ... og som en stoppenål i en stor ballon, blev den sprængt. ADHD. 
Medicin gør  mig ikke rask, men den giver mig ro, til at arbejde målrettet .
Jeg har været i gruppe forløb, mentore, og det hele har givet mig en viden, om mig selv, og hvad jeg har brug for i mit liv. Langsomt bevæger jeg mig og mærker mere og mere. Den ro der er kommet i mit hoved, har desværre givet, så meget stilhed, at den underliggende angst jeg altid, har haft, kan komme op til overfladen. Jeg mærker mine følelser nu. De guider mig, og er mine venner, hvis jeg vel og mærke, lytter til dem.
                      

Til min 25 års fødselsdag, holdt min far en tale til mig, som havde sit udgangspunkt i Martin A. Hansens novelle, Åsynet. Den handler om en lille familie, hvor en grå engel, har sat sig på dem, så uanset hvad de foretager sig, går det galt. Det var den reference, han beskrev. Hvordan mit liv, altid har været besværligt. Min far kalder det en besværlig skæbne, eller være født under en uheldig stjerne. – han påpeger, dog at noget har været uforskyldt, men jeg har heller ikke gjort det nemt for mig selv, som han siger. Han har så ved flere lejligheder, talt om den Grå engel, at den ikke er flyttet væk fra mig, men måske ikke har så fast et greb om mig mere. – englen, har det dog, med at vende tilbage til mig og sætte sig på mig. 

Englen er her endnu. Den er en del af mig. Jeg er nu kommet dertil, at istedet for, at ønske den væk, må jeg omfarvne den. Jeg ved også nu, at når englen viser sig, ved jeg, at jeg jeg ikke har været god til, at lytte til mig selv. Derfor ved, jeg også at englen er,  en velsignelse - og en påmindelse om, at jeg skal passe på mig selv. 

Jeg har gennem hele mit liv, haft mentale åndehuller. Steder jeg har kunne tage frem og flygte til. 

Sveriges store skove, med duften af nåletræ, er et af mine ynglings steder. Der finder jeg roen. Der er stille og kun natures lyder, bryder stilheden. 
Det har været en af mine helt store drømme, at kunne bo der. Mærke hvordan naturen og det langsomme tempo, healer ens indre. 

Derfor er det også en fuldstændig vildt, at dette store ønske er gået i opfyldelse. Mit helt eget sted, for ro og healing. 
Da vi jo, ikke kan bo der på fuldtid, har jeg måtte finde den langsomhed og sætte den ind i min hverdag her i vores hverdag i Danmark. 

 

 

 

Nyslâtt, køkkenet juni 2019